Specialklub under Dansk Kennel Klub.
Border Collie Klubben
Udstillinger 2018
Nedenfor er eksempler på, hvad du kan aktivere din Border Collie med.
Det allervigtigste er, at du aktiverer den med gode ting, der beskæftiger dens intelligens.
Aktivering af Border Collien
Agility.
Agility er en hundesport, hvor det går ud på at komme igennem en forhindringsbane uden fejl og på hurtigste tid. Mange border collier og deres ejere elsker denne sport og hunden får på den måde brugt en masse af den energi som hunden besidder.
Agility er en disciplin, hvor hunden så hurtigt og fejlfrit som muligt skal passere spring, tunneller, vipper, balancebroer, poser og lignende. Dette kræver stor lydighed og koncentration samt et perfekt samarbejde mellem fører og hund. Agility er særdeles velegnet for border collier, der er perfekte hertil og elsker det højt.
Agilityudvalget tilbyder træning og 1-dages kurser inden for agility for såvel begyndere som øvede. Endnu er vi kun i stand til at tilbyde ugentlig træning ganske få steder i landet, men med tiden håber vi at kunne få flere træningssteder op at stå. For at starte agilitytræning skal hunden være mindst 12 måneder gammel og besidde basal lydighed. Se hvad klubben kan tilbyde af arrangementer i agility på www.ag-sport.dk.
Hyrdearbejde.
Hyrdearbejde er en meget gammel metode til at inddrive fåreflokke eller kvæg. Hyrden sender hunden ud og henter flokken hjem fra marken og i fællesskab gælder det så om at drive flokken i den ønskede retning. I dag bruges border collien stadig til dette af rigtig mange og der afholdes også hyrdehundekonkurrencer.
Hyrdehundeudvalget afholder løbende hyrdeprøvedage, hvor du har mulighed for at prøve, om det at hyrde, er noget for dig og din hund.
Se hvad klubben kan tilbyde af arrangementer for hyrdehunde.
Lydighed
Lydighedstræning går ud på at lære hunden nogle signaler, som den skal reagere på. Lydighedstræningen har udviklet sig utroligt meget de senere år, hvorfor det er nødvendigt at hold sig ajour, hvis man vil benytte de nyeste indlæringsmetoder. I dag går meget af lydighedstræningen ud på at lære at forstå hundens naturlige kropssprog og udnytte de fordele dette giver. Der afholdes lydighedskonkurrencer mange gange i løbet af året. Se hvad klubben kan tilbyde af arrangementer i lydighed.
Udstilling
Nogle vil nok undre sig over, at andre betragter udstilling, som en sport. På samme måde som med andre sportsgrene, bliver der lagt meget tid i denne sport. En udstilling er en skønhedskonkurrence, hvor sporten består i at vinde klassen/showet.
Se hvad klubben kan tilbyde af arrangementer i udstilling.
Dogdancing
Eller "Heelwork to music". Titlen siger det meste. Dog dancing er dans til musik. Man sammensætter nogle øvelser og noget musik, og skal helst få det til at se godt ud. Der bliver gjort meget ud af, at det hele går op i større enhed - altså musikforståelse - dans - påklædning.
Sporten er blevet meget populær i de seneste par år.
Se hvad klubben kan tilbyde af arrangementer i Dog dancing.
Rally Lydighed
Rally-lydighed er en afart af lydighed, hvor man lægger vægt på en masse andre ting, end præcision, som man gør i lydighed. Sporten lægger op til et meget tæt samvær med hunden og bygger på meget stor glæde i arbejdet.
Sporten er i løbet af meget kort tid, blevet vældig populær. Man skal gå en bare, hvor der er opsat nogle skilte, som man skal følge i en bestemt rækkefølge. Når man har de basale lydighed på plads, kan man ret hurtigt komme ind i rally. Se hvad klubben kan tilbyde af arrangementer i rally.